I takt med at interessen for naturterapi og andre naturbaserede interventioner vokser, bliver det relevant at undersøge, hvordan en terapiform, der foregår i naturen, kan forstås som et ritual.
Ritualer har historisk fungeret som redskaber til at skabe mening, håndtere livsovergange og facilitere forandring – funktioner, der i stigende grad efterspørges i en tid præget af accelererende livsrytmer og fragmenterede identiteter. Ved at analysere naturterapi i lyset af ritualteori kan vi få en dybere forståelse af, hvordan og hvorfor denne terapiform skaber transformation. Ritualperspektivet hjælper os med at se, hvordan den fysiske overgang til naturen, den symbolsk ladede interaktion med omgivelserne og terapeutens rolle som en slags ritualleder skaber en særlig ramme, der adskiller sig fra traditionel samtaleterapi. Det viser os også, hvordan naturen ikke blot er en passiv kulisse, men en aktiv medspiller i den liminale proces, hvor klienten midlertidigt træder ud af sin hverdagsidentitet for at udforske nye måder at være i verden på.
Antropologen Victor Turner beskriver ritualer som transformerende processer, hvor individer gennemgår en overgang fra én tilstand til en anden. Ved at anvende Turners teori kan vi analysere en naturterapi-session som en rituel proces, der faciliterer dyb personlig forandring.
Turner’s ritualmodel
Victor Turner bygger videre på Arnold van Genneps model for overgangsritualer, som består af tre faser:
- Separation – individet adskilles fra sin vante kontekst.
- Liminalitet – individet befinder sig i en tærskeltilstand, hvor transformation kan finde sted.
- Reintegration – individet vender tilbage til hverdagen i en ny tilstand.
En naturbaseret psykoterapisession kan forstås som et ritual, hvor klienten gennemgår en lignende proces:
Separation: Indtræden i den terapeutiske naturzone
Første fase indebærer, at klienten fysisk forlader sin daglige kontekst og træder ind i naturen. Dette kan være en skov, en strand eller en anden vild setting. I overensstemmelse med Turners forståelse skaber denne adskillelse en oplevelse af at træde ud af hverdagslivets strukturer og forpligtelser, hvilket forbereder klienten på den liminale proces.
Liminalitet: Den terapeutiske overgangstilstand
Liminalitet er en tilstand, hvor individet befinder sig mellem to identiteter eller forståelser af sig selv. I naturbaseret psykoterapi kan dette opleves gennem stilhed, refleksion, symbolske handlinger eller kropslige praksisser såsom mindful vandring eller arbejde med naturens elementer. Terapeuten kan eksempelvis guide klienten til at interagere med naturen gennem øvelser som at begrave en sten som symbol på at slippe en byrde eller at observere et træ som et spejl for ens egen indre proces.
Turner understreger, at liminalfasen ofte indebærer en følelse af fællesskab (communitas), hvor traditionelle hierarkier og roller opløses. I en en-til-en-terapi i naturen kan communitas opleves i relationen mellem klient, terapeut og naturen selv, der fungerer som en tredje aktør i den terapeutiske proces.
Reintegration: Tilbagevenden til hverdagen med en ny forståelse
Når sessionen afsluttes, vender klienten tilbage til sin hverdag, men ofte med en ny indsigt eller et skift i sin forståelse af sig selv og sine udfordringer. Dette svarer til reintegrationsfasen i ritualer, hvor individet genindtræder i samfundet med en fornyet identitet eller perspektiv. Terapeuten kan understøtte denne fase ved at give klienten en konkret handling eller refleksion med hjem, såsom at skrive dagbog eller praktisere en ny vane inspireret af sessionens oplevelser.
Konklusion
Ved at anvende Turners ritualmodel kan vi forstå en naturterapi-session som en rituel proces, hvor klienten gennemgår en symbolsk transformation. Naturen fungerer ikke blot som en ramme, men som en aktiv deltager i den liminale proces, hvilket forstærker den terapeutiske effekt. På denne måde bliver naturterapi mere end blot en behandlingsform – det bliver et moderne ritual for personlig vækst og forandring.
