At lede efter meningen med livet er lidt som at lede efter mad i køleskabet, når du er rastløs. Af og til åbner du køleskabet uden egentlig at være sulten, men fordi du er… Urolig. Frustreret måske? Tom. Du stirrer ind i det kolde lys i håb om, at noget vil springe frem og give mening. En skive ost? Et halvt glas pesto? Et eller andet, der kan fylde det hul, der er så svært at sætte navn på. Sådan er det også med jagten på meningen med livet, især når man står midt i en livskrise. Vi kigger desperat efter svar, som om de skulle ligge og gemme sig på øverste hylde i et mentalt køleskab. Og som med køleskabet, så ender vi ofte med at lukke døren igen uden at have fundet noget, der virkelig mætter.
Kriser skaber søgende mennesker
Når livet slår revner i form af skilsmisse, en fyring, sygdom, og når følelsen af fremmedhed flytter ind i det hele, så sker der noget mærkeligt med vores opmærksomhed. Vi begynder at lede efter mening. Det er som om selve eksistensen trænger sig på og kræver et svar, og det er her mange af os begynder at famle efter noget større at læne os ind i. Der er noget dybt menneskeligt i at søge. Det er i bund og grund en smuk impuls. Men måske er der også noget farligt i at forveksle trangen til mening med mening i sig selv, som fx når vi begynder at tænke: “Bare jeg søger nok… så har jeg mening” eller “Bare jeg finder det rigtige svar… så er jeg okay.”
Når vi er i krise, er vi sårbare. Vi griber ud efter alt, der lover klarhed. Det kan være tarotkort, personlighedsquizzer, selvhjælpsguruer på YouTube, eller filosofiske podcasts, der lover eksistentielle indsigter på 12 minutter. Og måske får vi noget ud af det – måske ikke. Men spørgsmålet er, om vi leder, fordi vi er klar til at forstå noget dybt om os selv og verden, eller fordi vi bare ikke kan holde ud at være i det tomrum, der opstår, når meningen ikke er umiddelbart til stede. Så trangen bliver: “Noget skal forklare mig selv for mig” eller “Noget skal tage uroen væk.”
Rastløshed er ikke det samme som sult
At lede efter meningen med livet i en krisetid er som at lede efter mad i køleskabet, fordi vi er rastløse. Det er en handling, der mere handler om at gøre noget end om at finde noget. Og det er vigtigt at kunne skelne. Nogle gange skal vi turde at holde køleskabsdøren lukket. Turde at være i meningsløsheden. Det er ikke behageligt, men det er ærligt og lærerigt. Og nogle gange – ikke altid, men nogle gange – er det først når vi stopper med at lede, at noget ægte og vedvarende meningsfuldt begynder at give sig til kende. Der findes ingen opskrift eller en forudbestemt mening med livet. Du skal give livet mening.
Spørgsmål til videre refleksion:
Hvornår i dit liv har du søgt efter “mening”?
Hvad var det egentlig, du manglede i den periode?
Hvad gør du typisk for at undgå følelsen af tomhed eller meningsløshed?
Hvis du turde “holde køleskabsdøren lukket” lidt længere, hvad kunne du så måske opdage om dig selv lige nu?
