Fra uvidenhed til intuition – gennem fire faser af bevidsthed

I naturterapi arbejder du med at komme tættere på dig selv – gennem kroppen, naturen og det nærvær, der opstår, når du giver dig tid og ro til at mærke efter.
Grundkernen i naturterapi handler i bund og grund om bevidsthed: At blive opmærksom på det, du mærker, det du gør, og det du måske ubevidst undgår. Det handler om at gå fra autopilot til ægte kontakt – med dig selv, dine mønstre og den levende verden omkring dig.

Men bevidsthed opstår sjældent fra den ene dag til den anden. Den vokser trin for trin – og ofte gennem en bevægelse mellem forskellige bevidsthedsniveauer. Herunder kan du læse om fire faser, du vil kunne møde i både din egen udvikling og i naturterapiens rum.

1. Ubevidst ubevidst – “Du ved ikke, at du ikke ved det”

I denne fase handler, tænker og føler du ud fra gamle mønstre – uden at være klar over det. Det kan føles trygt, som om alt er, som det skal være. Det er en tilstand af lykkelig uvidenhed; en slags naivitet, hvor du ikke har opdaget hullerne i din viden eller kunnen – og derfor heller ikke føler noget behov for at udvikle dig. Det kan være en behagelig tilstand, fordi du ikke oplever nogen indre uro eller utilstrækkelighed, men den er også begrænsende. Der er en risiko for at fastholde dig selv i vaner, mønstre og forståelser, der i virkeligheden ikke er hensigtsmæssige – simpelthen fordi du ikke ved bedre.

2. Bevidst ubevidst – “Du ved, at du ikke ved det”

Nu sker der noget vigtigt: Du begynder at ane, at noget mangler. Måske opdager du, at du ikke kan mærke dig selv, at du reagerer uhensigtsmæssigt, eller at du gentager mønstre, du egentlig gerne vil bryde. Det kan være ubehageligt og frustrerende – men det er også her, du åbner døren for forandring. Naturterapien kan være dér, hvor du begynder at mærke, hvad kroppen fortæller dig, eller hvor du opdager, hvor svært det egentlig er at være helt til stede. Men det er også her, transformationen starter.

3. Bevidst bevidst – “Du ved, at du ved det”

Du har nu tilegnet dig en forståelse eller en færdighed, og du kan bruge den aktivt – men det kræver stadig fokus. Du begynder at forstå dine mønstre, måske øver du dig bevidst i at trække vejret dybt, være nærværende i naturen eller rumme dine følelser uden at dømme dem. Det er en vigtig fase, hvor du mærker fremskridt, men det kan også blive en fælde, hvis du tror, du er “i mål” og at der ikke er mere at lære – og dermed lukker ned for yderligere udvikling.

4. Ubevidst bevidst – “Du gør det bare”

Dette er den ønskede tilstand. Her er du landet i dig selv. Den nye viden eller praksis er ikke længere noget, du skal tænke over – det er blevet en del af dig. Du er ikke længere optaget af teknikker eller bevidste anstrengelser – du er bare til stede, i kontakt og handler intuitivt. Det er som om kroppen “ved”, uden at hovedet skal regne det ud. Det føles naturligt, det “sidder på rygraden” – som at cykle, spille et instrument eller danse uden at tælle takter. Handling og refleksion flyder sammen, og du handler intuitivt. Og det sker, fordi du har arbejdet dig igennem de tidligere faser.

Afslutning: At være i bevægelse

Du bevæger dig hele tiden mellem disse faser – i forskellige områder af dit liv. Det er ikke en lineær rejse, men en levende bevægelse. Nogle gange falder du i søvn i gamle mønstre – slår dig selv bevidstløs så at sige. Andre gange vågner du pludseligt og ser klart. Naturterapi kan hjælpe dig til at blive bevidst og støtte dig selv gennem overgangene.

Uanset hvor du befinder dig lige nu i din proces, så husk: Det vigtigste er ikke at “nå i mål”, men at blive ved med at møde dig selv med ærlighed, venlighed og nysgerrighed. Og måske er næste skridt at tage en stille pause i naturen – eller række ud og lade dig støtte i det rum, der er skabt til netop din udvikling.

Scroll to Top