Naturligt Nærvær – Et naturterapeutisk udviklingsforløb

Tidspunkt:

  • Lørdag d. 27. Maj kl. 12.00 – Søndag d. 28. Maj kl 13
  • Antal deltagere: 
  • Maks. 8
  • Sted: 
  • Stokkebjerg skov (V. Lommestenen), Skovvej 18, 4500 Nykøbing Sjælland.

24 timer med egenudvikling:

Behovet for naturterapi kan være affødt af stress, udbrændthed, tankemylder og depression. Interessen kan også bunde i et ønske om personlig udvikling eller længsel efter dybere oplevelser i naturen. Uanset hvad din motivation er, kan vi hjælpe dig på vej med dette tilbud, som vi har valgt at kalde Naturligt Nærvær – Et naturterapeutisk udviklingsforløb. 

Med forløbet skaber vi gunstige rammer for udvikling – en proces som bibringer fornyede perspektiver på livet, og hvor en forandringsproces kan tage sit afsæt i din nuværende tilstand. 

Vi vil forsøge at guide dig ind i en erkendelsesmæssig friere bevidsthedstilstand gennem sanseøvelser og naturterapeutiske greb med fokus på selvfordybelse. I denne tilstand er det muligt at associere mere frit, se dit liv fra nye vinkler og dermed finde mulige svar på problemstillinger fra et ressourceorienteret udgangspunkt.

Vi ved ikke på forhånd, hvad der skal ske ned til mindste detalje. For vi ved ikke, hvad du kommer med, og hvordan din proces udfolder sig sammen med os ude i naturen. Det er en indre-styret proces, hvor du selv tager ansvar for din udvikling. Vores opgave er at sikre rammerne og forudsætningerne for, at netop din proces kan udfolde sig trygt og sikkert.

Et levende CV:

Vi arbejder individuelt med kropsligt og sanseligt nærvær med inspiration fra indianske vision quests og nordisk shamanistisk udesidning. 

Vi vil invitere dig til at drage ud i naturen for at finde dit eget sted i skoven eller ved stranden. Når du har fundet dit sted, opfordres du til at slå lejr med medbragt telt, hængekøje e.l. Ud fra den vejledning som du modtager fra os, bruger du det meste af døgnet på egenterapi, hvor du i stilhed og selvfordybelse kreerer din egen livsfortælling med elementer, du finder i naturen: Et slags levende CV. 

I løbet af aftenen vil vi komme på besøg i din lejr, og medbringe et let måltid og sikre os, at du er OK. Under hele terapiforløbet står vi til rådighed. 

Om morgenen på dag to kommer en af terapeuterne ud og samtaler om din kreation. Udgangspunktet for samtalen, er de elementer, som du har bygget din livsfortælling op omkring, og hvad de repræsenterer for dig. 

Afslutningsvist deler vi i fællesskab med fokus på at implementere det nye i det gamle. Det er vigtigt at understrege, at man kun deler det, som man føler for. Ingen presses til noget.

Mål/formål:

Et centralt mål for forløbet er at skabe øget bevidsthed hos den enkelte deltager gennem egenterapi. Det kan være bevidsthed om indre tilstande, vaner og handlemønstre, kroppens naturlige reaktion på fænomener og situationer, bevidsthed om egen rolle i fællesskaber og indgroede forestillinger om dig selv og verden; Din egen indre natur. 

Derudover er et vigtigt mål med forløbet at afsøge mulighederne for at integrere de nye indsigter i det levede hverdagsliv, så du kan leve livet mere nærværende.

Hvad er naturterapi?:

I naturterapi inddrages naturen i det terapeutiske forløb. Naturen bibringer noget selvstændigt virksomt, da det at opholde sig i naturen er terapeutisk i sig selv. Du bliver automatisk mere nærværende, fordi sindet udsættes for et sansemæssigt bombardement, som ankrer dig i kroppen. Derudover vil du kunne opleve, at landskabet sætter stemninger, at planter og dyr kan skabe fokus, og at bølgeskvulp, fuglesang og svajende træer kan influere din krops rytme og sindets bevægelighed.

Vi lader naturen assistere den terapeutiske proces ved at inddrage naturens elementer, cyklusser og fænomener og ikke mindst naturens symboler. Dette kan give anledning til dybe indsigter i reaktionsmønstre og hjælpe til bearbejdning af livskriser.

Vi har en fænomenologisk tilgang til terapi, hvilket vil sige, at vi har fokus på det, som du umiddelbart sanser her og nu, før oplevelsen kan formuleres i ord. Ved at centrere terapien omkring det nuværende øjeblik, kan der skabes kontakt til ubevidste sider af psyken før mulige forsvarsmekanismer og efterrationaliseringer har sat sig igennem.

Praktisk info:

  • Vi mødes på P-pladsen, og går sammen til samlingsstedet. Her bydes I på kaffe og snacks ved bålet, mens vi gennemgår det fulde program. 
  • Der er ikke toilet eller vandpost. Man benytter derfor skoven uden at efterlade sig spor, og bruger eventuelt vaskeservietter til hænderne efterfølgende.
  • Medbring en liter vand (resten af vandet sørger vi for).
  • Du vil få udleveret en notesbog og en blyant til eventuel notetagning.
  • Medbring telt eller hængekøje. Hvis du ikke har, kan du leje et telt af os for 600kr,-
  • Vi sørger for aftensmad og morgenmad, te/kaffe og mælk. Måltiderne er små og lette anretninger. Medbring derfor ekstra snacks og eventuelt frokost.
  • Vi medbringer foldesave, økse, skovl, førstehjælpskasse, vand og ekstra brænde.

Rutevejledning: 

https://www.google.com/maps/dir//Lommestenen,+Stokkebjergskov,+Skovvej+18,+4500+Nykøbing+Sjælland/@55.8517552,11.7118992,17z/data=!4m8!4m7!1m0!1m5!1m1!1s0x4652773c483df1c5:0x8d367ba5de8b980c!2m2!1d11.7140879!2d55.8517552

Pakkeliste:

Medbring en rygsæk, der indeholder:

  • Telt/hængekøje
  • Varm sovepose
  • Liggeunderlag
  • Varmt tøj til natten 
  • Toiletpapir og vaskeservietter
  • Spisegrej med kop
  • Trangia eller andet kogegrej (hvis du selv ønsker at tilberede mad/kaffe)
  • Snacks
  • Regnslag
  • Passende fodtøj til skov og strand
  • Drikkeflaske
  • En pandelampe
  • myggenet/myggespray
  • Solcreme

Tilmelding:

Du tilmelder dig på Facebook, eller kontakter os på mobil:

Susanne: 26182219
Anders: 61343156

Du er først endelig tilmeldt, når du har betalt. 
Pris: 2.000kr

Afbud senest 2 dage før. Herefter refunderes kun halvdelen af beløbet.

Hvem er vi?:

Susanne:

Susanne er uddannet naturterapeut v. Human Education Group. Derudover er Susanne uddannet Totum-kropsterapeut, zoneterapeut og socialpædagog. Hun har altid holdt af at arbejde med mennesker. Med sin pædagogiske og terapeutiske baggrund har Susanne udviklet en reflekterende, positiv, varm og imødekommende indstilling. Hun respekterer den, du er, og hvor du er i livet. Susanne startede Din Krop Husker i 2018. Her kan du læse mere:  https://husker.dk 

Anders: 

Anders er en kreativ og alsidig naturterapeut med baggrund i antropologien. Han har specialiseret sig i sundhedsantropologi ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet. Derudover er Anders uddannet naturterapeut ved Human Education Group og certificeret Smart Recovery facilitator. Han har erfaring med arbejde med mennesker i sårbare livsomstændigheder fx smertepatienter, veteraner med PTSD, stofbrugere og omsorgssvigtede børn og unge. Derudover har Anders arbejdet med forskning indenfor mental/social sundhed ved Statens Institut for Folkesundhed, og er medforfatter til flere videnskabelige publiceringer. Her kan du læse mere: https://dahl-naturterapi.dk

Relevante links:

Human Education Group – Naturterapeut-uddannelsen: https://heg.dk/dynamisk-terapeut/

Sund Forskning – Naturterapi som virker: https://sund-forskning.dk/artikler/naturterapi-som-virker/

Videnskab.dk: Stress: Virker naturterapi lige så godt som traditionel behandling?:  https://videnskab.dk/krop-sundhed/stress-virker-naturterapi-lige-saa-godt-som-traditionel-behandling

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top